”Det øger min livskvalitet at være en del af fællesskabet i UN17”

Lars-Bo Hansen på 53 år er en af de første beboere i UN17 Village i Ørestad, og flyttede ind i Lunden den 1. juni 2023. Han kom fra en lejlighed på Frederiksberg, men savnede fællesskab med andre beboere og nærhed til naturen.

Han hørte om Lunden på sociale medier, og blev draget af beliggenheden lige ud til Kalvebod Fælled og de værdier, ejendommen og landsbyen bygger på.

Drømte om fællesskab med andre

I dag ved man, at menneskers trivsel øges, hvis de indgår i fællesskab med andre. Og derfor er fællesskab en af grundstenene i UN17 Village. Netop idéen om at blive en del af et stort fællesskab, tiltalte Lars-Bo.

”Det at have et fællesskab hvor jeg bor, passer bare rigtig godt til det liv, jeg lever. Det kan godt ske, at jeg finder en kæreste, men det kan jo også gå i stykker. Og så er det rart at være omgivet af en masse mennesker, jeg har en god relation til,” fortæller han og fortsætter:

”Folk kender hinanden her, de interesserer sig for hinanden, spørger ind til hinanden og ikke mindst hjælper hinanden. Det har jeg ikke oplevet, de andre steder, jeg har boet, og jeg kan mærke, at fællesskabet her øger min livskvalitet.”

Juli Living, som står for udlejningen af boligerne i landsbyen, gør meget for skabe gode rammer for fællesskabet. Der arrangerer fællesspisninger, kreaaftener, workshops og meget mere. Alt sammen noget som Lars-Bo og de andre beboere finder stor glæde i.

”Jeg deltager næsten altid i fællesspisningerne, for det er super hyggeligt og nemt. De fleste gange tager man selv mad med, og det kan være alt fra en rugbrødsmad til en lasagne lavet fra bunden. Jeg har også deltaget i flere workshops, blandt andet én hvor vi plantede planter i drivhuset på en af taghaverne. Det var en god måde at lære hinanden at kende på,” siger han

.

Beboerne tør åbne sig op og være sårbare

Det er noget, Lars-Bo har lagt særligt mærke til, siden han flyttede ind i Lunden, og det er, at beboerne her deler ting med hinanden og tør være sårbare.

”Flere har delt sårbare ting med mig. For eksempel når de har sagt deres job op, er bange for at blive fyret eller lignende. Der er mange, der ville holde den slags for dig selv, men i Lunden er der et større rum til at være sårbar. Det kan jeg virkelig godt lide,” fortæller han.

Lars-Bo har også bemærket, at beboerne er meget opmærksomme på og omsorgsfulde overfor hinanden.

”Beboerne lægger mærke til dig. De lægger mærke til, om du går rundt og ser nedtrykt ud. De lægger mærke til, om du lige pludselig ikke deltager i arrangementerne længere. Jeg kan virkelig mærke det her landsbyfællesskab på en rigtig positiv måde,” smiler ham.

Havde savnet at være tæt på naturen

Lars-Bo har boet flere forskellige steder i sit liv. Han har blandt andet boet på Frederiksberg, i Næstved, da han havde små børn, og på Østgrønland. Sidstnævnte er et sted, han holder meget af, særligt på grund af den smukke natur.

”Jeg tror, at hvis man får en stærk forbindelse til naturen, så sætter det sig i kroppen, og så bliver man afhængig af den. Og før eller siden må man vende tilbage til naturen,” fortæller han.

Med en bolig i Lunden, lige ud til Kalvebod Fælleds grønne vidder, føler han, at han har fået sin forbindelse til naturen tilbage.

”Forleden gik jeg den dejligste tur om aftenen klokken otte. Som regel er der jo helt mørkt klokken otte på den her tid af året, men på grund af sneen var der helt lyst. Og det føltes som om jeg var tilbage på Grønland,” smiler han og fortsætter:

”Også solnedgangene herude er fuldstændig vanvittige, og dem har vi frit tilgængelige.”

Lars-Bo er glad for, at han valgte at bosætte sig i landsbyen, og han er spændt på at følge den forsatte udvikling her.